KOMMA: juni 2014

UNDER UDARBEJDELSE

I 2012 og tre måneder frem opførte jeg mit performanceshow "JEG ER ET GENNEMSNITSMENNESKE" ved Øverste Kirurgiske månedlige oplæsninger (marts, april, maj). Showet varer en lille time og er sammensat af kortere og længere performances, der kredser om det at være et gennemsnitsmenneske på på et kort og mere abstrakt plan.

I 2012 opførte jeg showet samlet i Kunsthal Brænderigården i Viborg.

I 2013 Museet for Samtidskunst, Vejle Kunstmuseum, Kunsthal Aarhus, Performancerum i Aarhus, Udstillingsstedet Sydhavn Station, Den Frie Udstillingsbygning og Fabrikken for Kunst og design i København.

Artikel på Kunsten.nu hvor showet omtales - læs HER

Performance blev også opført i en forkortet version på kulturnatten i København på Storm P. museet.
Performancen blev dokumenteret og kan ses HER
Bagefter var der et interview med mig der kan ses HER

BESKRIVELSE OG DOKUMENTATION AF SHOWET
Performanceshowet starter med, at jeg står i underbukser. Resten af mit tøj ligger i en pose fra Fakta. Jeg tager min undertrøje op af posen og holder den op foran mig og spørger:

"Hvorfor skal man tage en undertrøje over hovedet for at få den på? Hvorfor har en undertrøje ikke knapper som en skjorte? Jeg vil mene at grunden dertil er at man skal kunne tage undertrøjen hurtig på. En undertrøje henvender sig til dem, der har travlt, dem der har underskud af tid."

Jeg tager min undertrøje på og tager min skjorte op af posen og holder den foran mig og spørger:

"Hvorfor skal alle knapperne i en skjorte knappes op? Det er besværligt og det tager langt tid at knappe knapperne i skjorte. Hvorfor kan en skjorte ikke trækkes over hovedet som en undertrøje? Jeg vil mene at grunden dertil er at det skal tage lang tid om at tage en skjorte på. En skjorte henvender sig til dem, der har masser af tid, dem der har overskud af tid."

Jeg tager min skjorte på og knapper knapperne og tager så mine trøje op af posen og holder den foran mig og spørger:

"Hvorfor skal man tage en trøje over hovedet for at få den på? Hvorfor har en trøje ikke knapper som en skjorte? jeg vil mene at grunden dertil er at man skal kunne tage trøjen hurtig på. En trøje henvender sig til dem der har travlt, dem der har underskud af tid."

Jeg tager min trøje på og tager min bukser op af posen, de har knappetissehulsgylp, og holder dem for mig og spørger:

"Hvorfor skal man gå med bukser med knappetishulsgylp? Det er besværligt og det tager langt tid at knappe knapperne i en knappetissehulsgylp. Hvorfor går man bare med joggingbukser, der er hurtig at trække på? Jeg vil mene at grunden dertil er at det skal tage lang til at tage bukser med knappetishulsgylp på. Bukser henvender sig til dem der har masser af tid, dem der har overskud af tid."

Jeg står nu fuldt påklædt og siger:

"Jeg er nu fuldt påklædt, med min påklædning udsender jeg signaler, hvis man laver et regnestykke over de over- og underskudssignaler jeg udsender vil det se således ud:

2 beklædningsgenstande der signaler overskud af tid, nemlig min skjorte og mine bukser.

2 beklædningsgenstande der signaler underskud af tid, nemlig min undertrøje og min trøje.

De to former for signaler ophæver hinanden. Sammenlagt udsender jeg det et signal at jeg hverken er underskudsagtig eller overskudsagtig, jeg er et sted midt i mellem, jeg er et gennemsnitsmenneske."

Herefter fortsætter jeg:

"Dette performanceshow har titlen jeg er et gennemsnitsmenneske. Og performanceshowet handler på et konkret plan og et mere abstraktplan om det at være et gennemsnitsmenneske."

Herefter starter jeg på performancen "PERFORMANCE MED BOUNTY BAR", hvor starter med at spørge jeg:

"Hvilken adfærd har gennemsnitsmennesket? Er gennemsnitsmennesket et godt menneske, der altid handler godt overfor sine medmennesker? Inden jeg besvarer spørgsmålet vil jeg gå en mindre omvej.

For et stykke tid siden læste jeg en roman af Barbara Cartland. Romanen hedder prisen er kærligheden og handler om en en sygeplejersk, Dacia, der på grund af sin fars dårlige økonomiske situation er nødt til at rejse med Sir Marcus til rom. Sir Marcus er efter et slemt flystyrt kommet til skade med sit ben og har derfor brug for en sygeplejerske til at skifte en bandage han har på sit ben. Sir Marcus vækker vreden i Dacia fordi han har et meget myndigt væsen. Sir Marcus er klar over Dacias fars dårlige økonomiske situation og klar over at Dacias modvilje mod hans myndige væsen. Da han derfor fremsætter tilbudet om at hun skal tage med ham til rom mod en betaling for 500 pund, siger han, for at imødegå hendes modvilje mod foreslaget/mod hans myndige væsen:

Hvor er det dog let at være kærlighed og givende, når det ikke kræver noget offer fra en selv. Og jeg gentager: Hvor er det dog let at være kærlighed og givende, når det ikke kræver noget offer fra en selv.

Jeg vil mene at Dacia er et gennemsnitsmenneske. Hun tænker og handler som de fleste. Jeg tror de fleste gennemsnitsmennesker er gode mennesker, men jeg tror også at sir Marcus har ret i sin insinurende pointe at godhed er kontekstbestemt."

Jeg samler en Bounty bar op fra gulvet og holder den i hånden og spørger ud til publikum:

"Hvor mange vil fx offer 10 kroner for at få denne bounty? Pengene for salget til et godt formål, hvilket er underordnet, det centrale er at det er et offer/noget du giver til en anden for at hjælpe vedkommende…."

Jeg tager mod buddene og åbner Bounty baren og spiser den ene af de to Bounty barer og holder derefter den ene Bounty bar, der er i indpakningspapiret, op i hånden og spørger så igen publikum:

"Hvor mange vil fx offer 20 kroner for at få den ene af de to Bountyer, der er i Bounty indpakningspapiret?"

Jeg tager mod buddene og spiser den Bounty bar der tilbage i indpakningspapiret og holder derefter det tomme Bounty indpakningspapir op i hånden og spørger så igen publikum:

"Hvor mange vil fx offer 30 kroner for at få indpakningspapiret til bountyen?"

Jeg tager mod buddene og okker gokker om hvem der får indpakningspapiret såfremt der er flere der er interesseret i at købe dette.

Herefter opfører jeg performancen PERFORMANCE OM MORAL, hvor jeg drejer rundt om mig selv i en cirkel og siger sætningen: "moral, moral, moral, jeg har da masser af moral, men det er de andre der skal efterleve det". Hvert ord gentages 4 gange i løbet af en omdrejning, altså efter hver omdrejning siges et nyt ord.

Herefter starter performancen PERFORMANCE MED KOST. Jeg holder en kost udstrakt i først den højre hånd, mens jeg med en kort pause mellem de tre herefter følgende statement siger: jeg rører mig ikke ud af stedet, jeg rørte mig ikke ud af stedet og jeg vil ikke røre mig ud af stedet. Jeg skifter herefter kostet over i den venstre hånd, der også er udstrakt og siger med en kort pause mellem de tre herefter følgende statement: jeg rører mig ud af stedet, jeg rørte mig ud af stedet og jeg vil røre mig ud af stedet. Herefter stiller jeg kosten så det står helt selv oprejst.

Herefter laver jeg en demonstration, hvor jeg på skift holder 5 demonstrationsslogan ud i strækt arm mens jeg læser dem op.

Herefter opfører performancen "JEG LADER TYNGDELOVEN TALE SIT KLARE - MÅSKE LETKØBTE SPROG". Performancen kan ses på denne her youtube-video, den er er på engelsk, fordi den indgik et performanceshowet "Nothing" der blev vist på Machine-raum festivalen.

Hefter opfører jeg performanceforedraget "JEG VIL NU HOLDE ET PERFORMANCEFOREDRAG OM OPMÅLING AF PARKERINGSPLADSER". Jeg starter med at sige:

"Jeg har lavet en opmåling af bredden på parkeringspladser inddelt efter om parkeringspladsen er foran en offentlig instans eller en privat virksomhed. Bredden på en parkeringsplads handler om, hvor meget plads der er til at åbne den bildør, man skal stige ud af. Spørgsmålet handler om, om man skal kile sig ud, fordi døren kun kan åbnes en 20-30 centimeter, inden den rammer bilen, der er parkeret ved siden af en, eller om døren kan åbnes så meget, at man kan stige forholdsvis normalt ud. Jo bredere en parkeringsplads er, jo mere kan man åbne bildøren. Inden jeg gik i gang med at opmåle parkeringspladser, havde jeg den forestilling, at parkeringspladserne hos de private virksomheder ville være smallere end hos dem ved offentlige instans, fordi de private virksomheder gerne vil have så mange kunder i deres butikker som muligt ud fra den logik, at flere parkeringspladser er lig flere kunder."

Og jeg fortsætter: "Min opmåling af parkeringspladser vidste følgende", hvorefter jeg holder følgende stykke papir ud i strakt arm:

Jeg læser undersøgelsens resultater op parkeringspladserne ved de private virksomheder og siger:

"Sammenlagt giver det et gennemsnitstal for parkeringspladser ved private virksomheder på cirka: 2,35".

Jeg læser undersøgelsens resultater op parkeringspladserne ved de offentlige instanser og siger:

"sammenlagt giver det et gennemsnitstal for parkeringspladser ved offentlige instanser på cirka: 2,28. Dvs i gennemsnit er parkeringspladserne foran private virksomheder 7 centimeter bredere end parkeringspladser foran offentlige instanser

Som det kan ses /høres så tegner min opmåling et andet billede end den tese jeg havde inden jeg gik i gang med min opmåling. Det er de offentlige instanser, der gennemgående har de smalleste parkeringspladser. Det vil jeg mene skal tolkes således, at private virksomheder er mere imødekommende overfor gæster og at de er mere ødsel med deres plads. De offentlige instanser er derimod mere fokuseret på at være effektive, på at udnytte de tilstedeværende resurser maksimalt, at være sparsommelige. Dette billede er et andet billede end det, der tegnes i pressen, hvor det offentlige gerne fremstilles som ødsel, mens den private sektor fremstilles som effektiv og sparsommelig. Men de hårde faktas tal taler et andet sprog i hvert fald i denne sammenhæng."

Herefter viser jeg 5 korte videoer, der præsenteres således: "De fem videoer tager udgangspunkt i mig selv og redegøre for gennemsnitsmenneskets syn på forskellige eksistentielle forhold. Jeg definerer mig selv som et gennemsnitsmenneske." Det er disse her 5 videoer jeg viser: