mandag den 23. februar 2015

performance med stol

Performance som jeg vil lave på et tidspunkt: 

Jeg vil gå igennem byen (hvilken som helst) med en stol. Det er en stol som på billedet. Jeg vil holde stolen i stængerne mellem ryglænet og sædet, således at sædet vender i gå retningen. Præcis når der er gået 5,23 minutter vil jeg sætte mig på stolen og blive siddende i 5,23 minutter, hvorefter jeg vil rejse mig og gå videre i 5,23 minutter og sætte mig ned i 5,23 minutter osv, indtil jeg har gået den tur, jeg har planlagt og er kommet hjem til der, hvor jeg bor. Når jeg sidder på stolen, vil jeg have armene til at hænge ned langs kroppen.

performance i en stillekupe

Jeg sidder i en stillekupe. Jeg kunne lave følgende performance, men tør ikke gøre det: jeg kunne rejse mig op og begynde at gå rundt og hilse på alle i kupeen med hånden. 

Jeg kunne sige: Hej, jeg hedder claus. Synes i en pissekumme er en fontæne? De fleste vil svarer: Nej. Noget der er noget, kan ikke være noget andet, og hvorfor skulle noget, der har en funktion ønske at have en anden funktion? Ting har ingen bevidsthed. De er det, de er.
Og jeg vil svare: jeg er enig.
Og for at straffe mig for min ubeskrivelige dumhed, vil jeg ligge mig ned på gulvet og tage 75 armbøjninger i streg. Jeg vil svede som svin, og så vil jeg sætte mig på min plads og læse videre i Photography after Conceptual Art, og jeg vil svede så meget, at jeg resten af turen vil lugte af armsved, armsved der vil bredde sig ud i kupeen som en morgentåge.

performance om køer


performance med kasseret nedløbsrør

Funden skulptur, der kunne hedde: kasseret nedløbsrør. 

Jeg kunne - men gjorde det ikke - have stoppet op ved siden af skulpturen og gentaget følgende 8 gange med en høj men ikke skinger stemme: Jeg siger ingenting, for der er ikke noget at sige. Jeg er et viskelæder, der ikke har noget at viske ud. Men hvis der er tilbud på to store Hollybarer til 28 kr i DSB kiosken, vil jeg kun købe en til 16 kr.

sten-performance

Jeg har opført denne performance: jeg sparkede til en kæmpe stor sten, den bevægede sig ikke. Ingen overværede min performance.

onsdag den 11. februar 2015

performance med fejelbakke

Jeg har lige lavet følgende performance i vores lejlighed: jeg har gået rundt med en fejebakke med en dunk ymer på. Dette gjorde jeg i alt i 18 minutter og 47 sekunder. Ingen så performancen.
Imens jeg gik rundt med fejebakken med ymerdunken noterede jeg de ord der dukkede op i mit hoved. Disse var:
persillesovs
slikpind
trailersport
registreringsiver
paryk (fordi jeg kom til at se på lyrikbogen dansk lyrik fra 1680 til 1990 - med europæiske eksempler, hvis forside kan ses fordi den står yderst på en boghylde)
flaskepost
knæfald (fik lige en trykken i det højre knæ)
limtræ
sovseskål
agurkeøjne
hold-kæft-bolsje
permanent
hjertestik (fik lige et stik i hjertet)
drejebænk
klokkeblomst (et ur slår 12 ved underboen)
uendelighed
uligevægt (ymerdunken skred ud til venstre side)
Korrektionsoptik
stop